Regn på ruden
Regnen tegnede små stier ned ad caféens vindue, som om verden udenfor skrev breve, ingen nåede at læse. De sad overfor hinanden med to kopper, der dampede som hemmeligheder.
“Jeg kan lide, når du lytter,” sagde hun og lod fingeren følge kanten af kruset.
“Jeg kan lide, når du siger ting, der er sande,” svarede han.
De havde kendt hinanden længe nok til at kende hinandens pauser. Det var pauserne, der gjorde ordene tunge og rare. Når hun grinede, lænede han sig en anelse frem, som om lyden trak ham tættere på. Når han talte, blev hendes blik roligt; sådan et blik, der ikke måler, men bliver.
Da de gik ud, var luften kold og frisk. Han holdt paraplyen lidt skævt, så hun stod tættere på ham, end hun behøvede. Hun sagde ikke noget, men hendes hånd fandt hans arm, og den lille bevægelse var som et ja uden lyd.
I opgangen stoppede de ved hendes dør. Nøglen var allerede fremme, men hun vendte sig i stedet og så på ham, som om hun ville spørge med øjnene.
“Er du okay med… at blive lidt?” spurgte hun lavt.
Han nikkede. “Kun hvis du også er.”
Inde var der varmt. Hun tændte ingen store lamper, kun den lille i vindueskarmen. Det gav rummet en blødhed, som om alting blev sagt uden at blive udtalt. De talte lidt, om ingenting, for at lande. Så stod de tættere. Han lagde hånden ved hendes kind, ikke for at tage, men for at spørge. Hun lænede sig ind i berøringen, og det var svar nok.
Kysset var stille. Som regn på ruden, der endelig finder samme vej.