Roller på lånt tid
De kaldte det “lånt tid”, fordi de begge havde et liv udenfor, der krævede dem. Men i to timer kunne de være nogen andre. Eller måske bare mere sig selv.
På køkkenbordet lå en lille seddel med tre scenarier. Hun pegede på det midterste. “Det her.”
“Okay,” sagde han, “men hvilke regler gælder?”
Hun lænede sig frem. “Du bestemmer tempoet. Jeg bestemmer grænserne. Vi bruger grøn/gul. Og jeg vil gerne have, at du er tydelig.”
“Tydelig kan jeg,” sagde han, og hans stemme skiftede en anelse — som en maske man tager på uden at skjule noget.
De byggede scenen med små rekvisitter: en stol, et tæppe, en playliste. Alt var enkelt, men intentionen var præcis. Han gav instruktioner, ikke som ordrer, men som en leg hun havde valgt. Hun svarede med et glimt i øjet, med lydløse nik, med et “ja” der føltes som at træde ind i en dør, hun selv havde åbnet.
Midt i det hele stoppede han og spurgte: “Farve?”
Hun trak vejret, mærkede efter, og sagde: “Grøn. Fortsæt.”
Da de var tilbage i deres egne navne igen, lavede de te og sad tæt. Hun hvilede hovedet mod hans skulder. “Det var rart at blive holdt indenfor noget, vi havde aftalt.”
“Det er det, der gør det trygt,” sagde han. “At vi kan låne tid — uden at låne hinanden væk.”