Aftercare-kit
Hun havde pakket en lille kurv: vand, en snack, et tæppe, en blød trøje og en note, hvor der stod: “Spørg mig: varm/kold? tæt/alene? stille/snak?”
Han fandt den og så på hende med respekt i blikket. “Du har virkelig tænkt det her igennem.”
“Det er en del af legen,” sagde hun. “Ikke en eftertanke.”
De aftalte rammer, som de altid gjorde: hvad de ville udforske, og hvad de ikke ville. Han tjekkede ind undervejs. Hun sagde “gul” én gang, og han skiftede straks retning, som om det var den mest naturlige ting i verden. Og det var det.
Da det var slut, blev der stille. Ikke akavet stille, men den type stilhed, der kommer efter noget intenst, hvor kroppen lige skal finde hjem igen.
Han tog tæppet om hende og rakte vandet frem. “Varm eller kold?” spurgte han.
“Varm,” sagde hun og trak ham tættere på. “Og… stille. Lidt.”
Han nikkede og blev. Ingen store ord, kun nærvær. Hun lod fingrene tegne små cirkler på hans hånd, som for at sige: jeg er her. Du er her. Det er nok.
Senere tog hun noten fra kurven og skrev en ny linje nederst: “Vi gjorde det godt.”