Kanten af kontrol
Hun havde altid været den, der planlagde. Den, der havde styr på lister og tidspunkter og næste skridt. Derfor var det også ekstra frækt at give kontrollen væk — men kun indenfor rammer, hun selv satte.
“Jeg vil gerne prøve at slippe lidt,” sagde hun. “Men jeg vil ikke føle mig væk.”
“Så laver vi en ramme, der holder dig,” sagde han. “Og du kan altid tage den tilbage.”
De talte om signaler. Et lille tryk i hans hånd betød check-in. Et ord betød pause. Et andet ord betød stop. Hun følte sig mærkeligt lettet af at gøre det så konkret.
Da de begyndte, var det ikke hans “magt”, der tændte hende — det var hans ansvar. Hans måde at vente på. Hans måde at spørge. Han guidede hende med ord, og hun fulgte dem, fordi hun havde valgt det, ikke fordi hun blev skubbet.
“Farve?” spurgte han lavt.
Hun smilede ind i mørket. “Grøn.”
Senere sad de på gulvet med ryggen mod sofaen. Hun havde tæppet om skuldrene. Han holdt hendes hånd, som om det var det vigtigste i rummet.
“Jeg troede, jeg ville føle mig sårbar,” sagde hun.
“Og?”
“Jeg gjorde,” sagde hun. “Men på den gode måde. Som når man står på kanten og opdager, at nogen har sat et gelænder op.”